TOPAZ-Magazin | Et Plejehjems-projekt

Et Plejehjems-projekt

‘Det er de ældre der sørgede for os, da vi var børn og unge, og de fortjener den bedst mulige livskvalitet.’

Otto Bignell (37) arbejder på et plejehjem i Oegstgeest, nær Leiden i Holland. Otto arbejdede oprindelig som regnskabsfører for hjemmet, som har et engageret, velmotiveret og ansvarsbevidst personale. Alligevel blev han opmærksom på, at man, på grund af manglende tid og økonomiske midler, ofte var ude af stand til at tilfredsstille mange personlige og indre behov hos de ældre beboere i denne vigtige slutfase af deres liv. Otto ønskede at hjælpe i denne situation og engagerede sig i arbejdet for de ældre beboeres velbefindende. Det fik ham til at søge nye veje til understøttelse af ledelsens og personalets indsats og har resulteret i påbegyndelsen af en række usædvanlige og kreative projekter.

I dag er Otto en del af ledelsen og ansvarlig for tilrettelæggelsen af beboernes daglige aktiviteter samt for koordinationen af de frivillige hjælpere. Hans mål er på længere sigt at få oprettet et nyt plejecenter, der, i tæt samarbejde med den professionelle omsorg og pleje, tilbyder de ældre opmærksomhed, medmenneskelighed og respekt og en bibeholdelse af personlig værdighed.

Hvad har motiveret dig så stærkt i omsorgen for ældre mennesker?
“Der er så mange historier, der vidner om stor mangel på ægte omsorg og menneskelighed. Jeg kan nævne en om en ægyptolog på 91 år, der hele sit liv har været involveret i videnskab og studier. Mentalt er han så klar som nogen sinde, men fysisk er han svag. Hans krop har brug for den omsorg, et plejehjem kan give, men hvad med hans sind? Han er tvunget til at tilbringe sine sidste dage uden adgang til sit bibliotek og de ting, han har holdt af igennem sit liv.

Et andet slående eksempel er den måde, hvorpå en beboers død og bortgang håndteres. Den døde fjernes uden varsel. Der ligger sådan set en respektfuld tankegang bag dette, idet personalet ikke ønsker at konfrontere dem, som selv nærmer sig afslutningen, med andres død. Men det forholder sig sådan, at den enkle handling, der ligger i et fælles farvel og en samtale om den afdødes bedste egenskaber, bringer mennesker nærmere en forståelse og accept af dødens uundgåelighed.

Andre historier bærer vidnesbyrd om, at plejepersonalet simpelt hen er ude af stand til at afsætte den nødvendige tid til at tage sig af et døende menneske.

Mængden af den slags historier fik mig til at overveje, hvilke projekter jeg kunne tage op på plejehjemmet, som måske kunne hjælpe og gøre en lille forskel. Dette førte i første omgang til et initiativ, der gik ud på at etablere en stue for ældre demente. Vi udsmykkede et rum på hjemmet i typisk 1950’er stil. Det opleves nu som et trygt sted af mange af beboerne, som tidligere vandrede rundt i bygningen uden mål og med.”

Denne første succes førte til et næste velovervejet lille skridt, som bestod i at anskaffe nogle akvarier til hjemmet.

“Research foretaget på universiteter i USA viser, at tilstedeværelsen af akvarier helt tydeligt giver anledning til større velvære, især hos ældre mennesker. Når mennesker, der lider af Alzheimers, sidder og stirrer på et akvarium, bliver de tilsyneladende mere rolige og afslappede. Template-stiftelsen i Holland har sponsoreret et indkøb af tre akvarier til plejehjemmet. Hvert akvarium er 2.5 m langt.”

Hvordan har beboerne reageret på disse akvarier?
“Allerede efter to måneder er der historier, som fortæller om deres positive indflydelse. For eksempel er der en dame, som beder om at blive hjulpet hen til akvariet to gange om ugen, hvorefter hun sidder og betragter det i timevis. En anden dame sagde for nylig til mig: “Hvis Gud alene havde skabt disse fisk, ville det i sig selv være utroligt.”

Hvordan har du opnået en tættere kontakt med beboerne?
“Jeg begyndte at tilbringe tid med dem enkeltvis, hvor jeg bad dem hjælpe mig med at forstå, hvad det vil sige at blive gammel. Det er mit job at organisere aktiviteter for dem, og jeg havde brug for at forstå, hvordan de oplever deres alder. Disse samtaler har allerede ført til en ny og anderledes kontakt, som vi alle er meget glade for, og det gjorde indtryk på mig, hvor meget de ofte savner og behøver denne form for menneskeligt samvær.”

Det kan virke overraskende i betragtning af, at de bor sammen med mange andre mennesker, og at der arrangeres mange aktiviteter. Det skulle jo give rig lejlighed til menneskelig kontakt.

“Mange af disse mennesker har mistet den livsledsager, som de delte alt med, eller deres venner og kammerater, og pludselig er de så sammen med henved 100 andre mennesker, som de ikke kender. Jo, der er mange aktiviteter, men hvem kan du dele de vigtige oplevelser i dit liv med? Jeg synes, at man skulle ansætte et menneske til at være et “øre” på fuld tid, en slags “professionel lytter”. Jeg tror, det er lige så vigtigt at kunne tale om, hvad der foregår inden i en som at modtage fysisk omsorg. For til en vis grad at kunne imødekomme det behov er jeg ved at opbygge en samling af kassettebånd. Folk vil have mulighed for at lytte til samtaler, hvor for eksempel to mennesker taler om menneskeværd eller ensomhed eller dødsangst, eller om hvordan man bearbejder tab af ens nærmeste. Der er også bånd med historier og musik.”

Det næste utraditionelle initiativ var at ansætte en fodvasker en gang om ugen. En fodvask fremmer cirkulationen og hjælper kroppen med at komme af med affaldsstoffer.

“Det er fantastisk at se, hvor god en effekt det har på folk. Det får dem til at føle sig som noget særligt. Fodvaskeren lader deres fødder bløde op i varmt vand. Herefter tørres fødderne i et klæde og masseres blidt med creme. De får også mulighed for at rense deres ansigt og hænder med et håndklæde opvredet i varmt vand. Virkningen af den form for omsorg kan ikke vurderes højt nok. Det burde være almindelig praksis for de ældre, hvis der var midler til det.”

I december 2001 satte du med hjælp fra en sponsor en annonce i et af de store hollandske dagblade. Du sendte en appel til regeringen om at reservere én euro fra hver skatteyder til hjælp for de ældre, og du bad den hollandske befolkning om at støtte den appel. Hvad var din motivation for det?

“Det er dem, som i dag er ældre, der sørgede for os, da vi var børn og unge, og de fortjener den bedst mulige livskvalitet. Jeg modtog over 50 positive tilbagemeldinger på den annonce, og jeg har siden sammensat forslagspakker til regeringen, partiledere, store firmaer og kendte medborgere. Der er skabt internationale kontakter, og både USA, Storbritannien, Belgien, Tyskland og Australien er nu involveret.”

Det er tydeligvis din hensigt at oprette en ny slags plejecenter for ældre, når midlerne er til stede. Hvordan forestiller du dig, at det center skal være?
“Den nødvendige professionelle pleje og basale praktiske omsorg kommer i første række, suppleret med ekstra opmærksomhed rettet mod faktorer, som danner grobund for medmenneskelighed og respekt. Farver, former og møbler skulle vælges med særlig omhu. Der skulle være specielt anlagte haver og et vågent øje for alt, som kan gøre den sidste del af livet så behageligt og menneskevenligt som muligt.”

Du taler om den sidste del af livet. Jeg kan forstå, at du også har samtaler med de ældre om dødsprocessen?
“Efter opfordring fra ledelsen har jeg påbegyndt gruppesamtaler om døden og dødsprocessen, og om at blive gammel på værdig vis. Beboerne er begyndt at bede om møder omkring forskellige temaer, som for eksempel værdighed. Mange ældre er kun i ringe grad stolte over deres egen visdom og erfaringsrigdom, de er ofte mere stolte over deres børn end over sig selv. Denne indstilling næres af den manglende bekræftelse, de møder i deres omgivelser. Jeg prøver at sætte gang i en diskussion om disse forhold – hvordan kan man “ældes med ynde” trods nedsat syn, hørelse, bevægelighed og andre svagheder?”

Har dette tættere samvær med de ældre ændret noget i dig selv?
“Først og fremmest har det givet mig en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være ældre og en langt større opmærksomhed over for den rigdom, der kan ligge i det at blive gammel. De ældre er fulde af utrolige og bevægende historier. Hver enkelt besidder et helt skatkammer af livsvisdom, vundet gennem oplevelser og erfaring, og de har meget at lære os.”

Hvordan ser dine kolleger på disse nye initiativer og projekter?
“I begyndelsen var de en smule mistænksomme, men efterhånden er der fuld anerkendelse og stærk opbakning fra både sygeplejerskerne og resten af personalet.”

Interview af Josina van Schaik

Otto Bignell kan kontaktes via P.O. Box 461, 2300 AL Leiden, Holland.

top | TOPAZ Home | Template-netværket