TOPAZ-Magazin | Sympati og antipati

Sympati og antipati

eller et påskud for ikke at påtage sig ansvaret for sine handlinger

af Rolf Christoffersen

Vi kender det alle sammen, i hvert fald de fleste mænd. Når vi i flok jubler over fodboldlandsholdets sejre og triumfer. Det kan vi lide. Vi elsker dem, når de tæsker de andre, og vi tilgiver dem alle fejlafleveringerne, boldtabene, frisparkene og alle nederlagene de ellers har haft. Og omvendt når de taber. Det kan vi ikke lide. Så er det de enkelte spillere, eller dommeren, eller banen, eller træneren, eller modstanderen eller dem alle sammen på en gang, vi ikke kan lide. Der er intet som sympatier og antipatier, der kan samle os i en fællesskabsfølelse omkring noget, vi er sammen om at holde af eller være imod. Vi oplever det hver dag. Fra sportens verden til når vi følger TV-nyhederne fra verdens brændpunkter.
I artiklen her ser vi nærmere på, hvor sympati og antipati, som vi oplever det i verden, bliver født - nemlig i os selv.

De fleste af os i den vestlige verden går livet igennem uden de helt store livstruende katastrofer på tæt hold, som den 11. september var for folk i New York og Washington.

Vi har adgang til stort set alt, hvad vi har brug for. Mad fra supermarkedet, vand fra hanen, en film på TV, når vi skal slappe af. 24 timers nyhedsorientering om verdens gang, en ferie i ny og næ, når vi vil væk fra det hele. Tøj, telefon, internet. Vi har adgang til de fleste ting, vi har brug for. Vi kan vælge at spise fisk hver dag, hvis vi godt kan lide fisk. Vi kan fravælge den blå trøje, fordi vi bedre kan lide den røde. Vi kan vælge den underholdning, vi kan lide, og fravælge alt andet på de mange TV-kanaler, vi har adgang til. Vi kan vælge at læse den avis, der deler vores meninger og fravælge avisen med de synspunkter, vi ikke bryder os om. Og vi gør det hele tiden. Hver dag bekræfter vi over for os selv, i vores omgang med hinanden, hvad vi bryder os om, og hvad vi ikke bryder os om. Det er oftest det, der afgør, hvem vores venner er. For hvilken grund skulle man have til frivilligt at bruge tid sammen med folk, man ikke kan lide?

Det, vi ser på her, er den livsstil, de fleste af os er vokset op med. En livsstil, som handler om at få det så godt og behageligt som muligt, hvor det man kan lide og ikke lide er et af de afgørende parametre for, hvordan dette opnås.

Den ene sandhed styrer den anden sandhed

Overordnet er det vigtigt at understrege, at det at kunne lide noget eller ikke lide noget bestemt ikke skal opfattes som negativt, dårligt eller på nogen måde forkert. Det er, i sig selv, det mest naturlige for os mennesker at have et sympati- og antipati-forhold til de fleste ting. Som vi f.eks. oplever det, når vi er sammen med andre mennesker. Vi kan lide at være i et fællesskab, at have nogen at dele vores oplevelser, følelser og tanker med, hvorimod ensomheden er noget, de færreste bryder sig om. Det, som artiklen her belyser, og samtidig sætter spørgsmålstegn ved, er, hvad der kan ske, når “kan lide og ikke lide”-parametret får lov at udfolde sig frit igennem hele personens liv!

Forestil dig, at du er faret vild i ørkenen uden vand og er døden nær af tørst, da en mand kommer forbi og spørger dig: “Hvad kunne du godt tænke dig?” Da vil du svare, “Vand!” Hvis han så siger “Jeg har masser af vand, men koppen er beskidt,” da vil du uden tøven svare “Jeg er ligeglad, det er vand, jeg har brug for!”

Det er oftest de ekstreme eksempler, der illustrerer en simpel sandhed. Eksemplet her fortæller os, at kroppen og dens systemer kan lide det, der giver dem styrke og energi til at fortsætte. Hvorimod det, som vi kan lide og ikke lide, er baseret i det, som vi foretrækker. Vi kender det også, hvis man f.eks. har ligget syg med influenza. Kroppen har brug for al energien til at bekæmpe influenzaen og kræver derfor, at man slapper af og holder sig i ro. Selv har man derimod lagt andre planer for dagen, som omfatter en masse ting, man ville have foretrukket at gøre, men nu ikke er i stand til.

Det, vi ser i eksemplerne her, er, at den ene sandhed styrer den anden - at hvad vores krop og systemer kan lide, er baseret i livets fortsættelse, som er grundlaget for, at man overhovedet kan vælge mellem ting, man kan lide og ikke lide. Det er interessant, at når man er syg, så oplever man ofte, at man får lyst til at spise noget andet end det, man normalt foretrækker. Det kan f.eks. være, at kroppen har brug for C-vitamin at bekæmpe sygdommen med, hvorefter den fremmaner en overvældende lyst til f.eks. appelsiner, som jo indeholder C-vitamin. Det fortæller os mange ting, bl.a. at det, vi kan lide og ikke lide, ikke altid er det, der er brug for eller det, som kroppen og dens systemer har brug for. Eller at det, som en situation kalder på, kan være at lytte efter, hvad ens krop og systemer prøver at signalere og gøre en opmærksom på, frem for omgående at følge sine ”kan lide og ikke lide”-parametre.

De store sympatier og antipatier starter i det små

Det er i dagligdagens små, men utallige eksempler på det, folk kan lide og ikke lide, at man finder arnestedet for de større sympatier og antipatier. Igen er det vigtigt at pointere, at der selvfølgelig intet er i vejen med at kunne lide noget frem for noget andet, men det får konsekvenser at lade det få indflydelse på hele ens liv. Når dette parameter bliver brugt konstant, så bliver det en vane, som man automatisk kører igen og igen, til det bliver en ubevidst indflydelse på større og større områder af ens liv. Så er det ikke længere, hvad man kan lide og ikke lide, det drejer sig om, men det faktum at det er blevet som et styringssystem, der i større eller mindre grad tegner ens holdninger, beslutninger, handlinger og alt det, som man går og håber på. Historien bærer vidnesbyrd herom. Tag f.eks. jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig, hvor en voldsom bølge af antipati mod jøderne blev til en større folkebevægelse, som til sidst resulterede i Holocaust. Eller under den franske revolution, hvor det dybtstikkende antipati mod adelen først var mættet, da der ikke var flere hoveder at hugge af. Vi kan også sætte spørgsmålstegn ved vores egen nutid, hvor den globale og hektiske mediedækning af store tragedier som den 11. september i New York og folkedrabene på Balkan i eks-Jugoslavien har fostret et mere ekstremt sympati- og antipatiforhold verden over.

Sympati- og antipatibevægelser opstår, når flertallet af folk ikke længere går dybere eller kan gå dybere ved selv at stille spørgsmål om, hvad de selv tænker og føler eller mener, om hvad den givne situation kalder på. Man lader i stedet mediernes billeder og reportager være den gængse målestok for sympati- og antipatiforholdet. Det er her, det for enhver person er et valg at granske, om den sympati- og antipatifølelse man har, er baseret på et rationelt ræsonnement, der tager hele billedet med i betragtning og ikke kun den viden, man lige har adgang til.

Hvor meget energi går der på at lægge vægt på det, man kan lide, og det man ikke kan lide?

I dag har folk lettere adgang til information og viden end nogensinde før med internettet som den seneste krone på værket. De uendelig mange valgmuligheder, som vi mennesker i dag præsenteres for, gør, at vi har en større mulighed for at vælge lige præcis det, vi kan lide. F.eks. for tyve år siden var der saltede eller usaltede peanuts at vælge imellem. I dag kan du føje alle former for ristede, store og små peanuts, peanuts med honning, krydderi, barbecue, oste, eddike og sågar banansmag til listen. Vi kan fylde os med et større repertoire af, hvad vi kan lide, samtidig med at vi har større mulighed for at sige nej tak til alt det, vi ikke kan lide. Det fører så til, at man udvider sine “kan lide og ikke lide”-parametre, så de optager mere plads i ens liv og samtidig tager mere og mere tid at pleje.

Spørgsmålet her er, hvad det så sker på bekostning af? Hvor meget energi går der med at lægge vægt på, hvad man kan lide og ikke lide? Energi man kunne bruge på f.eks. at finde ud af, hvad der er tilstrækkeligt, eller hvad der er passende, eller hvad der er styrkende for ens liv? Har man overhovedet brug for at vælge imellem 20 forskellige slags peanuts? Peanuts er måske ikke et af de betydningsfulde områder i ens liv men “kan lide og ikke lide” parametret er.

Hvad vi kan lide og ikke lide er styret af, hvad der er tilgængeligt for os

Følgende situation giver yderligere et perspektiv på problematikken, som den udspiller sig. Du er i en tøjbutik og leder efter en sweater. Ekspedienten viser dig fire forskellige; en blå, en grøn, en brun og en hvid. Du prøver alle sweaterne og beslutter dig for, at det er den hvide, du synes bedst om. Men hvad nu, hvis det i eksemplet her er en lysegrå sweater med et hvidt mønster, som du i virkeligheden kan lide, men fordi du ikke har set en, og derfor ikke kender til dens eksistens, er du ikke klar over, at det er den, du kan lide, og du derfor ikke har valget?

Eller da vi alle blev spurgt “hvad kunne du tænke dig at være, når du bliver stor?” Til hjælp fik man en bog udleveret med de godt 600 jobmuligheder, der eksisterede. Hvad nu hvis det efter gennemlæsning af bogen er job nr. 601, som ikke findes i bogen, man kan lide og har lyst til at få, når man bliver stor?

Det, vi møder i eksemplerne her, er vores egen begrænsning på to store og vigtige områder. Det første område er, hvor godt vi kender os selv. Hvor dybt vi har søgt i os selv mht. at finde ud af, hvad vi egentlig kan lide, og hvilket kendskab vi har til de mange mindre liv, vi også består af, som alle holder af forskellige ting. F.eks. kan det være, at ens instinkt har brug for den blå sweater og derfor bedst kan lide den, hvorimod ens karriereliv foretrækker den hvide. Mht. til dette område kan man også lade sig inspirere til at gå dybere med sagen og undersøge, hvor det, som man kan lide og ikke lide, stammer fra. Om det f.eks. er ydre eller indre omstændigheder, som gør sig gældende. Er det f.eks. de sociale opvækstbetingelser, man har haft? Er det det miljø, man befinder sig i? Er det alder, astrologiske indflydelser, nationale indflydelser, tidens trends, modebladene osv.?

Det andet område man finder sin begrænsning i, er bredden af det kendskab, man har til de muligheder, der findes i livet. Dette handler ikke kun om, hvad man ved, men i større grad om hvilken viden man søger og er åben for. I tøjbutiks-eksemplet har personen ikke den viden, der skal til for at vælge den sweater, hans liv eller instinkt har brug for, og han vælger derfor, hvad han selv kan lide, hvilket i eksemplet her blev karrieresweateren. Det samme gjorde sig gældende i jobeksemplet, hvor mange mennesker af ganske gode grunde endnu ikke har samlet tilstrækkelig viden og livserfaring til at vide, hvad de i virkeligheden har lyst til at være, når de vokser op.

Udfordringen for individet er at forblive det selvstændigt tænkende væsen, man er skabt til at være

Det må være afgørende at spørge sig selv, hvad formålet med sympatier og antipatier er, og hvor meget indflydelse man egentlig ønsker, de skal have på ens liv. I en tid, hvor sympatier og antipatier har så stor indflydelse på verdens gang, som de har i dag, er udfordringen for individet at forblive det selvstændigt tænkende væsen, man er skabt til at være. Hvor man selv tager et større ansvar for de følelser og efterfølgende handlinger, man lægger navn til. Et udgangspunkt er, at man begynder at gøre sig klart, i hvilke områder af ens liv man vil give sine selvbestaltede “kan lide og ikke lide”-parametre lov til at råde, og i hvilke områder man beslutter sig for at være sin egen herre. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvilke områder man prioriterer som vigtige, og hvilke områder man anser for mindre vigtige. Når man bliver grebet af en umiddelbar og overvældende sympati- eller antipatifølelse, er det oftest et symptom på en udefrakommende indflydelse, som man derefter tager til sig som sin egen personlige følelse. Da må man mærke efter en gang til og spørge sig selv, om det nu også er en følelse, man i virkeligheden kan lide.

top | TOPAZ Home | Template-netværket