Leder
Velkommen til det niende nummer af Topaz-magasinet
I denne vinterudgave af Topaz åbner vi døren op til år 2004
med flere artikler, der kan sætte skub i debatten. Specielt mange af kønsdebattens
essentielle spørgsmål bliver sat under luppen.
Artiklen ”På jagt efter manden” undersøger bl.a hvem
denne tids mand er og meningen med at være mand set ud fra et utraditionelt
og debatskabende perspektiv. Det er absolut spændende læsning for
både mænd og kvinder!
Dette nummers filmanmeldelse sætter ligeledes fokus på mænd
- nemlig ære mellem mænd. Som noget nyt handler filmanmeldelsen
ikke om at anmelde en film, men at fremhæve og uddybe et bestemt aspekt,
som ære mellem mænd, fra flere forskellige film. Formålet
med en sådan anmeldelse er bl.a at komme med forslag til, hvordan man
kan se film på nye måder. En film, man måske har set op til
flere gange, kan derved få en helt ny og anderledes vinkel, som om det
var første gang man så den.
Men dette Topaz handler heldigvis også om meget mere end mænd.
Det handler om forholdet og potentialet, de to køn imellem. Det handler
om succes og pionerånden og om at motivere børn indefra. Det sætter
spørgsmålstegn ved forholdet mellem sympati og antipati i samfundet,
og det kigger nærmere på afbalancerede spisevaner og meget mere.
Topaz berører det, der berører folk i en tidsalder med store og
hurtige forandringer.
Med venlig hilsen
Redaktionen
top | TOPAZ Home | Template-netværket |