Om udvikling af ære gennem livets syv stadier

Verdensborger-serien

Sander Funneman & Lotten Kärre, Holland

Artiklen ‘Hvad er ære?’ i nummer 11 indledtes med en betragtning om, at det ikke er muligt at opnå ære ‘sådan uden videre’ uden forudgående indsats, og at netop som man tror man har den, slipper den en af hænde i næste øjeblik. Det blev også fastslået, at en hel livsstil kan rummes i det ene korte ord, blot defineret forskelligt i hver enkelt situation. På de efterfølgende sider forsøger et antal mennesker i forskellige aldre at beskrive, hvordan æren udvikles i løbet af de forskellige livsstadier, vi gennemgår. Her følger nu først en almindelig introduktion til nogle af de nok vigtigste overvejelser i forbindelse med udvikling af personlig ære i løbet af disse stadier.

Indflydelsen fra menneskelige egenskaber

Vi opnår ikke konstruktive menneskelige egenskaber bare uden videre, ud af det blå, uden forsøg eller anstrengelser. En vigtig forskel mellem konstruktive og destruktive egenskaber ligger i, at konstruktive egenskaber, som f.eks. grundighed, omhu og kreativitet, udvikles som et resultat af vores frie valg, mens destruktive egenskaber som vrede og jalousi pludselig og uventet overvælder os, endda mod vores egen vilje.

Oplevelsen af en sådan ’fjendtlig magtovertagelse’ beskrives måske af personen i forbløffede vendinger som – Jeg ved ikke, hvad der gik af mig; det var helt uden for mit normale adfærdsmønster; det skete i et anfald af vrede. En anden, der genkalder sig en uheldig oplevelse, siger måske – Jeg mistede helt kontrollen over mig selv; det var, som om noget skete med mig og pludselig blev jeg jaloux.

I kriminalsager fremstilles det indimellem som en formildende omstændighed, hvis der er tale om en affekthandling. Det var trods alt (siges der) ikke personen selv, der overskred en tærskel og begik forbrydelsen, det var faktisk noget andet, der fik dem til det.

Og dog, tænker man… Men nu kommer det besynderlige, som er, at der aldrig er nogen, der fortæller om en ’fjendtlig overtagelse’ fra f.eks. respekt eller godt humør. Der er aldrig nogen, der forærer andre en buket blomster drevet af ’blind’ påskønnelse, og der er heller aldrig nogen, der pludselig
gribes af en ’ustyrlig’ forståelse eller tålmodighed. Det virker, som om disse andre menneskelige egenskaber kræver et vist mål af arbejde og længere tids opmærksomhed, hvor man lidt efter lidt og med stor omhu dyrker dem på sin identitets velgødede mark.

I løbet af overvejelses-processen omkring ære, opstod, mens disse tanker blev nedskrevet, følgende spørgsmål: Kan ære i det hele taget eksistere uden det frie valg?


Lotten Kärre & Sander Funneman

Moral vs. ære

Hvordan formes ære i os? Den store fare i denne overvejelse ligger i, at æren, fra vores tidligste ungdom, vokser op i moralens hus. Dette hus er bygget efter et sæt adfærdsnormer, der er pålagt os udefra, af vores forældre, skolen, vennerne, regeringen, medierne og lignende kilder – et normsæt, der har magt over vores liv, uden at vi egentlig kender dets baggrund. Antallet af normer i almindeligt omløb er overvældende, og de er alle opstået uden for os. Her kommer nogle, bare for at nævne et par stykker af dem – i tilfældig orden:

Hils på andre, når du møder dem, og når du går. Smid ikke med affald. Lad ikke andre tage skylden for dine fejltagelser. Hjælp dem, der er mindre privilegerede end du selv. Giv andre plads til at sige noget. Brænd ikke bål, hvor det ikke er tilladt. Bedrag ikke din ægtefælle. Hvis du kommer til at ødelægge andres ejendele, skal du erstatte eller reparere dem. Sluk fjernsynet, når du får besøg. Gør ikke forskel. Gå ikke bag ryggen på folk. Overlad dit sæde til en ældre person i bus eller tog. Lyt med ægte interesse til, hvad andre siger. Skræm ikke folk for at få din vilje eller få din mening igennem. Gør ikke nar ad andre mennesker. Ryd op efter dig. Hold dine løfter. Ræk ikke over bordet foran næsen på andre, når du har brug for noget. Se på den, du taler med. Betal, hvad du skylder. Hævd ikke dig selv på andres bekostning... og listen fortsætter i det uendelige.

Men har disse normer, født i moralens hus, noget at gøre med en egenskab som ære? Mister vi somme tider vores ære, når vi enten en masse eller af egen drift blindt retter os efter de ofte ganske stærke normer. Hvor gode disse normer end kan være, kan en ukritisk efterfølgelse af dem nok føre til et moralsk korrekt liv, men også resultere i en slavisk indstilling. Måske følger ens liv reglerne og ser respektabelt ud set udefra, men det sker på en blind måde – ud fra devisen om, at ”sådan gør man bare”.

Er der mon et stærkere og mere autentisk og individuelt sted i os, hvor et frø af sand ære kan spire og gro? Et helt andet hus, hvor der er plads til at spørge hvorfor? For at tage et almindeligt eksempel, hvorfor skal jeg rydde op i min stue? Er det, fordi der måske kommer gæster, eller fordi det efterhånden er mig umuligt at fungere i mit eget rod? Hvorfor skal jeg gøre de ting færdige, som jeg er gået i gang med i mit hus, eller ønske at hjælpe andre, eller arbejde hårdt?

I en proces, hvor man af egen drift ønsker at udvikle sit individuelle og derfor autentiske æresbegreb, er det vigtigt at sætte luppen på de mange adfærdsmønstre og -regler for at finde frem til deres oprindelige begrundelse, så de kan bekræftes eller forkastes ud fra ens egne motiver. Hvis vi undlader det, berøves æresbegrebet helt og holdent den frihed, der ligger i valget, og ender med at blive ‘omstøbt’ til en norm, et adfærdsmønster eller en formel, der af den pågældende person efterhånden kan opleves som en maske eller en spændetrøje.

Beskyttet af æren

Der er en afgrund til forskel mellem de to verdener, der udgøres af konstruktive og destruktive egenskaber. Konstruktive egenskaber maser sig aldrig ind på os, mens de destruktive egenskaber er som sultne rovfugle, der kredser over hovedet på os og venter på et ubevogtet og svagt øjeblik, der giver dem chancen for at slå ned på os. Det fører os så tilbage til vores udgangspunkt, den individuelle udvikling af ære i livets forskellige stadier.

Når vi først er udstyret med en personlig, individuelt opbygget æreskodeks, som er realiseret gennem egne handlinger, på egne betingelser og formidlet via vores udstråling, skulle vi være i stand til at beskytte os mod disse rovfugle, der flyver højt over vore hoveder og med deres skrig truende ophidser os til impulsiv vold og hævn.

Ære er en naturlig kvalitet, som hører med til det at være menneske, og kan som sådan også karakterisere en hel gruppe mennesker, hvis den bliver inviteret til det. Man finder i Østen et eksempel på dette i Bushido, de japanske samuraiers æreskodeks. De stræbte efter Bushido ikke blot for at udrette ting og handle ærefuldt, men også og i særlig grad for at være og levendegøre dette æresbegreb. For en samurai var det at være ærefuld ensbetydende med helt og holdent at være styret af ære og med at lade den gennemtrænge ens væsen. Her i Vesten udtrykkes det på flere europæiske sprog helt bogstaveligt som ‘opfyldt af’ eller ‘fuld af’ denne kvalitet. På denne måde præger den sin ejermands hele væsen. På hollandsk hedder det f.eks. eervol, på tysk ehrenvoll og på svensk og dansk ärofull og ærefuld, hvor alle disse ord helt bogstaveligt betyder ‘fulde af ære’. Fra barnsben blev de unge samuraier oplært til pålidelighed og troværdighed ud fra grundbegreberne i denne kodeks.

Måske kunne en moderne individuel version af Bushido, en selvskabt æreskodeks, forhindre meningsløs vold og lidelse ved at æresbegrebet for den, der har forpligtet sig over for det, bliver vigtigere end en øjeblikkelig personlig tilfredsstillelse.

Men man må spørge sig selv, hvor og hvordan æresbegrebet i den unge samurais personlige udviklingsproces bevægede sig videre fra almindelig god adfærd til en selvvalgt og selv-opbygget æreskodeks? Det var ideen om et bevægeligt og formbart æresbegreb i stedet for et stivnet, størknet og fasttømret, der var inspirationen til denne artikel.

Således har vi, dens forfattere, en vision om personlig ære som en ‘selv-udfoldende egenskab’, der har inspireret os til et første skridt i den retning gennem disse artikler. Vi er også blevet klare over, at en personlig ære vokser og udvikler sig i løbet af livets forskellige stadier, hvilket yderligere har opmuntret os til at give slip på ideen om æresbegrebet som en fastlagt størrelse.

For at undersøge, hvordan personlig ære formes og udvikles i løbet af livets forskellige stadier, har vi opfordret nogle mennesker til at give os deres opfattelse af emnet. Nogle er eksperter med ‘fingeren på pulsen’ i deres aldersgruppe og har allerede arbejdet med spørgsmålet om, hvad sand ære står for. Andre er folk, der inden for deres aldersgruppe er beskæftiget i forskellige professioner og har gjort sig mange tanker om spørgsmålet ud fra dette perspektiv.

De fik stillet følgende spørgsmål: Hvordan er det muligt for personlig ære at udvikles naturligt i løbet af et menneskes forskellige livsstadier.

Alderen 0 til 12 – Den ære, der hænger sammen med at ’kunne gøre noget’

Dharma Ramsahai er mor til to børn i denne aldersgruppe og er også lærer i en hollandsk folkeskole.


Dharma Ramsahai & Lisa

Når man tænker over det, er et nyfødt barns verden dramatisk anderledes end en voksens verden. Det lille barn har i begyndelsen ingen viden, men så snart det er født, begynder dets referencerammer at udvikle sig med utrolig fart. Fra fødslen og til omkring fireårsalderen er barnet totalt afhængigt af dem, der passer det, som regel forældrene.

Både små og større børn har brug for folk omkring sig, der pålideligt og regelmæssigt påtager sig at vise et godt eksempel. Kimen til personlige egenskaber formes i en meget ung alder, egenskaber som f.eks. værdsættelse af egen krop, værdi for andre mennesker og også respekt og god opførsel. Både som mor og i mit arbejde som folkeskolelærer møder jeg eksempler på, at de ting, vi ikke selv demonstrerer over for børnene, bliver de aldrig i stand til selv at tilegne sig senere i livet.

Hvordan begynder så egenskaben ære at komme til udtryk i alderen 0 til 12 år?

Fra 0 til 4 år. Æren ved ‘at kunne selv’.
Barnet vil ikke acceptere hjælp til at komme smør på brødet, tage tøj på og skubbe indkøbsvognen.
Fra 4 til 6 år. Æren ved at udvide sine grænser ved at lære nye ting.
Som at skrive sit navn for første gang.
Fra 6 til 9 år. Æren ved at kunne tage nye initiativer.
Som at vælge en hobby eller kunne hjælpe andre.
Fra 9 til 12 år. Æren ved at kunne inkludere sig selv i sin omverden.
For eksempel ved at lytte til voksnes samtale på en ny måde. Det er også i denne alder, børnenes retfærdighedssans for alvor udvikles. Det er vigtigt at være fair.

Selvstændighed i tæt samspil med udvikling af personlig vilje er meget vigtig for opbygning af ære i alderen 0-12 år.

Der opstår nogle spørgsmål som, hvor selvstændige tillader vi vores børn at blive? Er der nok plads til, at børnene selv kan tage initiativer? Er der tilstrækkelige udfordringer i barnets nære omgivelser? For at kunne opbygge ære i disse år er det nødvendigt at få nye erfaringer ved f.eks. at gå i gang med en ny hobby eller lære nye færdigheder.

Børnene opdager også, at der er ære ved at give. Dette gælder, uanset hvor lille et barn er - for eksempel ved at hente noget for en anden. I min klasse lader jeg børnene hjælpe hinanden så meget som muligt. Det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan et 5-års barn hjælper en ny på 4 i alle mulige situationer som at gå på toilettet, tage sin jakke på og rydde op. Det lægger op til en begyndende forståelse af, at andre kan få brug for noget fra os.

Jeg tror ikke, man skal undervurdere børns muligheder og evner. De afhænger meget af vores tro og tillid og af de muligheder, vi skaber. Og som vi ved, tager det tid for et frø at spire for til sidst at springe ud som en fantastisk blomst.

Dharma Ramsahai, Holland

Alderen 12 til 21 – Om at klatre op ad stigen mod ‘evnen til at kunne beslutte indefra’

Gafnit Salvi er mor til en dreng i denne aldersgruppe og tillige stifter af en ungdomsbevægelse i Maale Zvia, en landsby i Israel.

Ære er en egenskab, som vokser i livets løb, og som børn og unge kan dyrke og udvikle i deres forberedelse til voksenlivet. I løbet af denne tid, hvor de prøver sig frem og høster erfaringer, kan ære og andre egenskaber få lov til at vokse og blomstre i deres liv.

Billedligt talt, står det klart, at vi for at vokse har brug for en stige at klatre op ad. På samme måde har vi brug for hjælp fra ”venner” som tålmodighed, viljestyrke, et godt eksempel, overvejelser og værdsættelse af livet. Det har man brug for, når man skal finde det ståsted, der kræves for at kunne bestræbe sig på at modnes på en tryg måde, med værdighed og ære, og når grunden skal lægges til fremtidig integritet. Det er ikke så enkelt, som det lyder, og at finde de rigtige ord for det er kun en begyndelse. Der skal meget mere til for at kunne hjælpe de unge i alderen 12 – 21 med at opbygge et æresbegreb, der kan holde livet igennem.

Lad os prøve at gå dybere ind i det med følgende udgangspunkt: Ære er evnen til ud fra egne overvejelser og værdier at træffe beslutninger, der efterfølges af handlinger, som ikke skader andre. Hvis vi betragter puberteten og træningen til voksenlivet som en klatren op ad en stige for at nå frem til en beslutning, er opgaven næsten umulig. Det er der mange grunde til. For eksempel at der endnu ikke er tale om et stabilt fundament. Personen er stadig i gang med at bygge sin identitet, er under socialt pres, søgende og har endnu ikke samlet tilstrækkelig erfaring til at underbygge den beslutningsproces.

Så lad os vende tilbage til stige-analogien. Vi kan betragte den ene side af de lodrette søjler, der holder trinnene oppe, som familiestøtten – styrken, kærligheden, opdragelsen, fællesskabet og det, der gives. Det at der er et eksempel, som teenageren kan lære og blive påvirket af, så han/hun kan så frøene til sin fremtidige vækst. Den anden søjle består af mange facetter – samfundet, skolen, ‘stammen’, landet og siden hele den verden, teenageren er en del af. Alle disse påvirkninger videregiver, fremkalder, skaber og overfører frø af ære, der fremmer en værdsættelse af ære i teenagerens liv. Kan de to søjler arbejde synkront og regulere hinanden? Hvad sker der, hvis det ikke er tilfældet? Kan vi som voksne indse, hvor vigtigt det er?

Lad os prøve kort at se på de forskellige aldre fra 12 til 21 og for hver nævne et væsentligt træk blandt mange:

12 år ære fra familien og fra samfundet ved en begyndende pubertet - justering
13 år ære med forsøg og fejl, undersøgelse af, hvad der er ‘uden for reden’
14 år ære forbundet med gruppeidentitet
15 år ære forbundet med køn – drenge og piger
16 år ære forbundet med egne behov og passion for livet
17 år ære omkring selvstændighed og moralske problemstillinger
18 år ære omkring det der tæller, små og store skridt, godt eller mindre godt
19 år ære omkring en blomstrende selvstændighed og ansvarlighed for eget liv
20 år ære omkring indre ting og selverkendelse – om indre og ydre overvejelser
21 år ære omkring, hvad man ikke vil gøre

Vi har nu to hovedretninger. En, der er positiv og sår ærens frø for menneskeheden, og en anden, der ikke fremmer udviklingen af menneskelighed i den globale landsby…I verden af i dag ser vi begge udspille sig... Og der kan siges meget om dem begge.

Hvordan aftegner ærens vej sig så i fremtiden? Det ligger i vores hænder som et ansvar for hele menneskehedens fortsatte eksistens.

Gafnit Salvi, Israel

Alderen 21 til 32 – Æren ved at foretage valg med henblik på en brugbar identitet

Julian Dickreiter er netop på vej ud af denne aldersgruppe. Han er medlem af bestyrelsen for Template Workshop-centeret ‘Einzig’ i Köln i Tyskland og arbejder desuden som konsulent for et computerfirma.


Julian Dickreiter

Denne livsperiode formes af intensitet: Du ser muligheder foran dig, intet er endnu for sent, og fremtiden venter. Der er virkelig tryk på i det voksenliv, der netop er ved at begynde. I den alder fandt jeg mig selv splittet mellem to modsat rettede poler, som påvirkede mig skiftevis.

Først var der en fascinerende bevidsthed om, at jeg havde friheden til helt selv at designe mit liv, nøjagtig som jeg ønskede det. Der var intet, jeg hellere ville end at holde afstand fra alt, der føltes umoderne, og jeg fandt det uværdigt at følge den konformitetens vej, som velmenende ældre personer anbefalede.

Det stod også klart, at jeg absolut ikke længere var en ukendt størrelse. Jeg havde allerede vaner, bekvemmeligheder, ængstelser og et mindreværdskompleks. Den side af mit liv var velkendt, mere eller mindre behagelig, men ikke særlig hæderfuld, mens min stræben efter frihed og forandring syntes heroisk og ærefuld.

Dog må jeg indrømme, at jeg havde mine tvivl i forbindelse med denne ungdommelige frihedstrang. Samtidig blev jeg nemlig opmærksom på, hvor let det er at overbevise sig selv om de mest utrolige ting og derefter tro på dem. Hvornår var jeg i virkelighedens verden, og hvornår stak jeg blår i øjnene på mig selv? Et vanskeligt spørgsmål, og jeg følte mig kun ærefuld i sammenhænge, hvor jeg forblev tro mod mig selv.

At være tro mod sig selv er et fantastisk godt råd til den, der ved, hvem eller hvad han eller hun er. Sådan var det ikke for mig, og jeg tvivler stærkt på, at det er tilfældet for andre. Det var, som om arbejdet mere var rettet mod at finde en identitet, en verdensopfattelse.

At finde frem til en sådan verdensopfattelse blev min første bevidste beslutning i forbindelse med udviklingen af personlig ære. Det blev klart for mig, at kun ved at betragte alting, mig selv inkluderet, som led i en større verdensorden, var det muligt at finde en konstruktiv vej fremad, der gjorde det muligt for mig at se konsekvenserne af mine overvejelser.

I tilbageblik kan jeg nu sige, at de første mærkbare følelser af værdighed og ære ikke viste sig før senere, efter gennem mange år at have ført de tidligere tanker ud i livet. Disse følelser er ikke storslåede og vidunderlige, men langt snarere en dyb, jordnær fornemmelse af stabilitet, tilfredshed og taknemmelighed.

Julian Dickreiter, Tyskland

Alderen 32 til 45 – Æren ved at skabe sit eget moralbegreb, baseret i overvejelser og behov

Lars Bjerregaard befinder sig i midten af denne aldersgruppe. Han er computer- og IT-konsulent i Danmark.


Lars Bjerregård

Jeg vil her prøve at give udtryk for, hvad ære står for og betyder for mig, en mand på 40 år. Det betyder også, at noget af det, jeg skriver, formodentlig vil hælde mod at se spørgsmålet om ære gennem det “filter” det er at være mand.

Jeg synes, at begrebet ære er et af de meget misforståede emner i livet, og mange horrible ting er gjort og bliver gjort i “ærens” navn. Min fornemmelse er derfor, at noget af den virkelige forståelse af, hvad ære faktisk er, er gået tabt i verden i dag. Samtidig mener jeg, at ære er noget meget virkeligt, som kan opleves og bliver oplevet af alle, hvad enten de forstår det eller ej, for med oplevelsen af ære følger en ganske bestemt følelse i os, når det sker. Så vi er alle i stand til at relatere til det, forstå det og erfare det. Af denne grund tror jeg, at alle på et eller andet tidspunkt i deres liv har mærket følelsen af ære, måske endda til deres egen overraskelse da det skete, og for nogen er det et pejlemærke i deres daglige liv.

Min fornemmelse omkring ære er at det meget ofte er forbundet med følelsen af at ’gøre det rigtige’. Og måske er det her, det store håb er, fordi vi hver især er udstyret med denne specielle ting, som vi kalder ’samvittighed’, og dens opgave synes at være konstant at fortælle os, hvad der er det rigtige at gøre, hvis vi lytter til den. Og alle har en. Det næste jeg tror ære er forbundet med, er ’grunden til at vi gør det vi gør’. Så en indledende definition af begrebet ære, formuleret for mig selv, er – ’at gøre det rigtige, af den rigtige grund’, og tit følger – ’på det tidspunkt, hvor det er nødvendigt’.

Når min samvittighed fortæller mig, at noget er det rigtige at gøre, og jeg føler, jeg kan gøre det af en god grund - når jeg så gør det, hvad det nu end er, ledsages det, som en sideeffekt, af en bestemt følelse, som man nemt kan overse, fordi den kan være subtil. Men det er den følelse, ære frembringer, som dækkes af udtrykket: ’at føle sig ærefuld’ omkring noget, man har gjort. At føle sig ærefuld bibringer også en følelse af at være ren, så når jeg tænker over, hvad det betyder at leve et rent liv, kan jeg bruge den følelse af ære som et internt kompas i tillid til, at hvis jeg gør ’det rigtige af den rigtige grund’, kan jeg føle mig ren og ærefuld med det, og med mig selv bagefter.

Jeg synes, at ære er en af de rigtig vigtige ting i menneskets tilværelse, og jeg ved, at det er det for mig. Hvis jeg spørger mig selv: ’Hvorfor er det nu så vigtigt med ære?’, og ’Hvorfor eksisterer ære overhovedet?’ – så er det store spørgsmål. Men noget gav os en samvittighed, som siger mig, at det, for hvad der end skabte os til at begynde med, er meget vigtigt, at vi alle er udstyret med en indbygget viden om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er denne viden, som sætter os i stand til at hæve os over barbari og ondskab og til at blive bedre mennesker, frembringe stor kunst og videnskab og alle de andre fantastiske ting, som vi også forbinder med det at være mennesker.

Disse har mest været mine tanker om personlig ære, men der er også den ære, som kan tilhøre en gruppe af mennesker, eller en nation, eller hele menneskeheden. De fleste af os har sikkert, på et eller andet tidspunkt i vores liv, følt en speciel forbindelse til det sted, hvor vi nu lever, eller det sted, vi er født, og ikke mindst en ægte stolthed, når vi føler, at vores land har gjort ’det rigtige’. Og det er her, vi kan fange et glimt af ære som en endnu større ting end på det personlige niveau. Jeg mener, at ære er en meget vigtig faktor i vores tilværelse, og at det er en del af vores sande moralske kompas, som driver os mod at forbedre og udvikle os selv som individer og som en samlet menneskehed.

Lars Bjerregaard, Danmark

Alderen 45 til 55 – Om at forme sin ære gennem personlig integritet og indre vished

Thelma Bishop har rig erfaring fra denne aldersgruppe. Hun er bedstemor og fuldtidsbeskæftiget som receptions-koordinator i et firma tilknyttet Trade Mark Attorneys i London, England.


Thelma Bishop

Jeg vil tro, at alle mennesker, uanset om de er klare over det eller ej, har et æresbegreb. Man siger, at det, der tæller i de ting vi gør, altid er motivet. For eksempel kan ønsket om ’at betale for sig selv’ enten have sin rod i konformitet – hvad vil andre mennesker tænke om dig? - eller i det æresbegreb, der lever inden i et menneske. Og kun du kender forskellen, for ære er noget INDRE, noget privat og personligt. Og du kan faktisk mærke forskellen indvendig. Den handling, der demonstrerer, at man ’betaler for sig selv’, er nøjagtig den samme handling set udefra, hvad enten den gøres for konformitetens eller for ærens skyld, men DU mærker forskellen i den følelse, du har indvendig. Det føles anderledes, når den er dikteret af æresfølelse. Der må eksistere mange forskellige slags ære med mange forskellige former for udtryk.

Da jeg besluttede mig for at skrive dette indlæg til Topaz, nævnte jeg det først for en ven og sagde: “ Jeg vil virkelig gerne skrive noget om ære, men jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal skrive på baggrund af, hvad ære står for i min aldersgruppe?” Hun svarede med et blink i øjet: ”Hvordan skulle du kunne skrive ud fra nogen anden baggrund?” Det lød rimeligt, så her kommer det:

Ære er en indre følelse eller essens, noget indkodet, der giver mennesket vished og sikkerhed, idet den bygger på noget, der opleves som ukrænkeligt.

I menneskehedens lange historie er der en sætning, der lyder: ’hellere død end vanære’, hvilket giver en fornemmelse af styrken i den ære, mennesker kan opbygge og pleje i sig selv, hvis de ønsker det. Man kan forestille sig, at fysisk død for en ’person af ære’ vil være langt at foretrække frem for en indre død, fordi æren står for en indre levende ‘væren tro’ mod det, man er, og det, man er blevet til. Det er gennem den, man kender og genkender sig selv. Så hvis man ikke ‘har’ den, eller modarbejder det, man står for, ‘dør’ man i forhold til sig selv. Det er noget meget stærkt, en nærmest hellig egenskab, som for hvert liv er helt og holdent individuel. Den har meget at gøre med, hvad man ganske enkelt ikke vil tillade og derfor må gøre. Den er det lys, der lader os vide, hvem vi er.

I en alder af 54 ved jeg, at jeg vandrer fremad i lyset af æren fra det, der er udrettet, og ser frem til den ære, der endnu er at vinde, i en bevidsthed om, at mange ting kan overleve den fysiske død. Æren er en af dem.

Ved nærmere eftertanke mener jeg ikke, at der findes naturlig og unaturlig ære. Ære er ære. Og det synes, som om det er ærens opgave at understøtte noget andet. Så spørgsmålet er: ’Hvad understøtter æren, og er det naturligt eller unaturligt?’, for eksempel siger man, at der kan være ’ære blandt tyve’.

Så spørgsmålet er, hvad æren understøtter, og det har den enkelte ansvaret for at undersøge. For et menneske, der søger sandheden i sit liv og i sin måde at leve på, er det en livslang rejse at finde frem til, hvad det ønsker at arbejde på at opretholde.

Thelma Bishop, England

Alderen 55 til 65 – Æren ved at sublimere et livs mange erfaringer, så de bliver til livsvisdom

Alison Reynolds er selv midt i denne aldersgruppe og arbejder desuden i workshop-situationer i England med mange mennesker i samme aldersklasse.


Alison Reynolds

I denne alder begynder det at blive klart, at en forandring er på vej. Man har ikke samme energi, som da man var ung, hukommelsen er knap så skarp som før, måske begynder man at køre sin bil lidt langsommere, ikke noget kritisk, men en antydning af, at tempoet er på vej ned.

Samtidig kommer andre træk for dagen. Der er større visdom, mindre naivitet om verden og om folk i almindelighed. Man har opnået større erfaring. Alle disse ting kan føre til stor indsigt og til evner og færdigheder på mange forskellige områder, lige fra hjælp med det første barnebarn til værdifuld erfaring på erhvervsområdet.

Jeg fornemmer også, at det er en alder, hvor man har brug for at være afklaret omkring det, der er sket i ens liv indtil da, og om, hvad der er muligt fremover. Vi har alle som unge håb, drømme og store planer, hvoraf nogle er veldefinerede, mens andre er mere vage og uklare, men når man bevæger sig gennem de ofte turbulente år som midaldrende, udvikler tingene sig ikke altid, som man havde forventet. I denne alder føles det, som om man er på vej ind i mere rolige vande, hvor man kan begynde at se tilbage på de ting, man har foretaget sig, sine erfaringer og livets tilskikkelser og begynde at samle trådene og affinde sig med det hele, for hvad der er sket er sket, og nu er det tid til at gå videre ind i næste livsfase.

Og her finder vi æren, for ud af de mange år har visse værdier, normer, håb, overbevisninger og trosbegreber krystalliseret sig, og det er dem, vi skylder vor ære at opretholde. Men hvordan udmøntes det så i praksis? For ære er ikke blot noget, man føler. Den er et aktivt livsprincip.

Som på alle alderstrin kommer den til udtryk i de ting, man gør og i ens begrundelse for at gøre dem. Men der indfinder sig også et element af beskyttelse. I den alder er der en følelse og en lidenskab omkring de ting, man har bygget indvendig - ens synspunkter og de værdier, man har fundet frem til. Den adskiller sig fra den unges passion ved at være dybere, stærkere og mere forankret. Der er en sikkerhed og vished omkring de ting, man holder af, om hvad der er vigtigt. Derfor prøver man at se, hvordan de kan beskyttes og få de bedste vækstmuligheder, så de kan modnes og bære frugt. Der skal stadig arbejdes, men i denne alder er der mere tale om at give dybde og styrke til det, der er gået forud.

I denne alder bevæger man sig ikke mod en afslutning, men mod en anderledes begyndelse, hvor man, i roligere vande, kan betragte de store spørgsmål om livets mening med baggrund i et livs erfaring.

Alison Reynolds, England

Fra 70 år til livets afslutning – den ære, der ligger i en krystallisering af livsvisdom

Meike Beekhuizen er medstifter af Visdomscirklen, en gruppe ældre medlemmer af den hollandske Template Stichting og af det verdensomspændende Template Netværk.


Meike Beekhuizen

Der var nogen, der spurgte mig: “Hvad er visdom?” Jeg svarede: “Det er at samle mest mulig livserfaring og derefter vælge, hvad du vil tage med dig i rygsækken. Og så bruge det, lære af det, anvende det, uddrage essensen af det i form af spørgsmål og polere kvaliteterne.” For mig er det en god begyndelse, hvis man vil invitere større visdom ind.

Da jeg var barn, hørte jeg folk sige om min fader: Han er en mand af ære og stor retlinethed.’ Om min moder sagde de: Hun respekterer hans standpunkt.’ Dengang var jeg uenig, for jeg tænkte: ’En lille løgn nu og da gør livet meget lettere’. Jeg syntes, at min fader var for streng, og min mor for blød og derfor svag.

Nu er jeg langt over 70, og når jeg vender blikket tilbage, kan jeg se, at min fader var en modig mand, en mand af ære, som satte retfærdighed højt og derfor ikke havde et let liv. Hans væremåde var et spejl for andre mennesker, men de foretrak at lade være med at kikke i det, fordi det krævede stor viljestyrke.

Min moder, som erkendte og bekræftede ærens og retfærdighedens kvaliteter i min fader, byggede en bro til os børn. Det gjorde hun ved nu og da at lade os have vores små løgne. Hun gjorde det, fordi hun indså, at vi børn endnu havde brug for at opbygge vores egen viljestyrke. Vi snublede tit, fordi grundstenene i vort liv endnu ikke var lagt.

Nu ser jeg min fader – en klippe, og min moder som Moder Jord.

Meike Beekhuizen, Holland

Et sammendrag om ære gennem de 7 livsstadier

Hvis en nyfødt baby kunne tale, ville den måske sige om ære i sin alder: ”Nu, hvor jeg er født ind i dette liv, med denne mærkelige ny krop, dette alsidige apparat, med alle de mange kræfter og med disse besynderlige arme og ben.., kunne nogen så, hvem som helst, lære mig noget nyttigt, jeg kan gøre med det alt sammen? Jeg vil gerne prøve så mange ting som muligt. Hvad kan jeg gøre? Kan nogen hjælpe mig med at få succes og være til nytte for mig selv og andre? Jeg føler ingen ære ved at ligge stille i en seng resten af mit liv. Jeg er meget, meget ivrig efter at lære så mange kunster og færdigheder som muligt, og måder, der virker. Jeg er virkelig åben for at gøre det alt sammen! Jeg føler ingen ære ved at bruge mine energier sådan vildt og helt hen i vejret, for det giver mig ingen succes, men en følelse af at være uønsket og afvist. Er der ikke nogen, der vil lære mig en rigtig, rigtig god måde at leve på?”

Ved puberteten ville barnet måske så sige, hvis det kunne: ”Jeg ved, at der er dumme og kloge ting, man kan gøre. Hvorfor giver I mig ikke mange kloge ting at vælge imellem? Hvorfor vil I altid have mig til at gøre det, som I synes er rigtigt? Jeg vil gerne vælge selv. For når jeg gør det, får jeg kontakt med min ære. Så er der nogen, der kan give mig en hel masse valg, der alle er kloge og mulige og fører til succes.., så jeg kan forme mit liv ud fra dem? VIS mig, hvorfor de dumme ting er dumme i stedet for at præke om det. Ellers vælger jeg måske dem som min bibel, fordi det giver mig æren ved at have bestemt selv, dumt eller ej.”

I den tidlige voksenalder ville personen måske sige - hvis han eller hun havde den nødvendige klarhed i sig selv: ” Der er så mange spørgsmål. Kan nogen mon hjælpe mig med at finde frem til dem, der er vigtige? Og hvis det ikke er for meget at bede om, kunne jeg så få nogle retningslinjer for, hvordan jeg selv kan søge og finde svar på de spørgsmål? Jeg er ikke interesseret i andres svar. Jeg leder efter inspiration til, hvordan jeg kan finde mine egne. For ved at finde frem til vigtige spørgsmål og selv kunne besvare dem vil jeg få kontakt med den ære, der giver mig følelsen af, hvem jeg er, æren ved en brugbar identitet.”

Som midaldrende siger personen måske om sin ære: ”Find nogen, der kan hjælpe mig med at skærpe mit intellekt. Lad mig møde andre, i hvis selskab jeg kan afprøve mit æresbegreb. Find nogen, der kan vise mig mine fejl uden at ødelægge mig, nogen, der er parat til at udfordre mig, hjælpe mig til at reformere mig selv og finde en begrundelse for at forme en stærkere ære, der bygger på større erfaring.”

Efter 45-års-alderen skifter tonen måske så i forbindelse med ære: ”For mig ligger æren i, hvad jeg kan yde, hvordan jeg kan hjælpe, og i at tilbyde andre mit lederskab og stå til tjeneste med opmuntring og et godt eksempel,”

Æren hos den, der er over 55, siger måske: “ Jeg ønsker at give, tjene og lede etc., hvis det er en hjælp, og ikke, hvis det ikke er det. Der er ingen ære i at hjælpe andre, hvis det ikke giver dem ære, selv om de ønsker hjælp ud fra motiver, der ikke har med ære at gøre.”

Æren hos en person over 70 siger måske: “Jeg står til rådighed. Jeg er et spejlbillede af min ære.”

top of page
Copyright 2001-2014 Template Stiftelsen.

This page is printed on 11/22/14
from http://www.templatenetwork.org/topaz/12/dk/06.html

Breve, forespørgsler, som er meget velkommende, samt bestillinger kan sendes til:

Topaz
Template Stiftelsen
Sønder Boulevard 81
1720 københavn V
E-mail: topaz@template-stiftelsen.dk