Farver og musik

Nick Woodeson

Forholdet mellem farver og musik har været en inspirationskilde for filosofiske og kreative opdagelser gennem tiderne. Det har formet vore referencer og vort sprog på de pudsigste måder. Det at vi typisk taler om de syv farver i spektrummet, er et resultat af Isaac Newtons opdagelse om brydningen af hvidt lys til farver i det 17. århundrede og hans system med at opstille de syv farver i forhold til de syv toner i en skala. Han udtalte til Royal Society in 1675 “Og farve kan muligvis opdeles i basistrinene rød, orange, gul, grøn, blå, indigo og violet på samme måde som lyd inden for en oktav opdeles i toner.”

Inspireret og besat som de gamle grækere før ham af at finde frem til en integreret kosmologi mente Newton, at opdelingen af lys i farver burde svare til de syv toner i en skala, ud fra tanken om at tallet syv var et grundprincip inden for alkymi, religiøs filosofi og oldtidens kosmologi. Hans berømte “farvehjul” viser en grundopdeling af de syv farver fordelt på de syv toner i den gamle græske doriske skala, en skala, som var fremherskende i kirkemusik på Newtons tid.

Jagten på forbindelsen mellem farver og musik har gennem historien været mere end blot en matematisk søgen. For grækerne, for Newton, Kepler og mange andre, var det en religiøs søgen efter forståelse og efter at finde en forbindelse mellem lysets og lydens sete og hørte verdener og de usete og uhørte verdener i forhold til årsag og virkning. Ligesom alkymisternes søgen efter de vises sten var det en søgen efter harmoni, ikke blot i forhold til forståelse, men også selve livets væren.

Det er også pudsigt, at musik og farver bruger de samme sprogreferencer. Vi taler om tone både i forhold til lys og lyd, og musik har, ud over syvtoneskalaen, en kromatisk (fra det græske ord for farve: Chroma) tolvtoneskala. Forbindelser mellem musik og farver optræder sporadisk gennem historien. Der er nogen belæg for, at musikere i det gamle Egypten spillede efter en farvesekvens som et slags partitur, et koncept, som komponisten Debussy tilslutter sig i slutningen af det 19. århundrede med ordene: “Jeg bliver mere og mere overbevist om, at musik ikke er noget, man kan kategorisere og lægge fast. Den består af farver og rytmer.”

Sideløbende med den filosofiske søgen har man også gennem historien forsøgt at forstå, hvordan farver og lyd påvirker os. I værket “Staten” har Platon tilskrevet de gamle grækeres syv musiktonarter specifikke virkninger og betydninger. F.eks. angav han, hvilke tonarter der passede til uddannelse, orden og velvære. Denne græske arv er grundlæggende for det moderne dur og mol-koncept og deres respektive stemninger.

Hvad angår farvepåvirkning, så har farveterapi, som i dag er en moderne komplementærbehandling, haft sine forløbere. Tanken om den fysiologiske reaktion på farver affødte kromoterapien i det 19. århundrede. Under Første Verdenskrig fandtes der farvebehandlingsafdelinger på nogle hospitaler i London til patienter med granatchok eller nervesammenbrud. Malingsfabrikanter markedsførte også maling til terapeutisk brug i denne periode. Blå blev regnet for at være beroligende, og rød stimulerende.

Kombinationen af farver og musik og deres anvendelse i forhold til velvære har også mere moderne fortalere.

Jimi Hendrix sagde i 1970: “Jeg tror, at folk en dag vil have et lille rum, et slags totalt-audio/visuelt-miljø. Så kan man gå derind og lægge sig ned, og så vil hele rummet springe ud i farver og lyd. Et slags rum til eftertanke. Man kan gå ind og få styr på sine nerver. Tænk, hvis man kunne skabe musik, der var så fuldendt, at det kunne filtrere gennem en som stråler – den ultimative behandling.”

Jagten på farvernes betydning og deres anvendelsesmuligheder i forhold til velvære har været vedholdende. Der sættes i dag spørgsmålstegn ved videnskabens evne til at forklare alle menneskelige fænomener, og man begynder måske at fæste mere lid til personlige oplevelser og anekdotiske vidnesbyrd om, at farver har specifikke virkninger.

Jagten på forståelse for farvernes og musikkens betydning og anvendelsesmuligheder har været en tilbagevendende søgen hos mennesket. Den firkantede videnskabelige tænkemåde kan få folk til at betragte farver og lyd som vilkårlige frekvenser i det elektromagnetiske spektrum, men vores egne oplevelser fortæller os noget helt andet.

Vi ved alle sammen, at farver og lyd påvirker os. Vi vælger farver og lyd for enten at skabe eller at bekræfte en stemning eller følelse. Vi finder farver eller musik spændende, levende, undertrykkende, opløftende – der er lige så mange beskrivende ord for de følelser, der fremkaldes, som ordbogen rummer. Ofte kan vores oplevelse af musik og farve fremkalde følelser og tilhørsforhold, som ikke lader sig beskrive i ord. Sproget, ligesom videnskaben, stræber stadig efter at kunne beskrive menneskets oplevelser.

Lyd, rytme og farver er en integreret del af skabelsen, og af hvordan vi oplever livet. Begge er medier for menneskets udtryksform og måden, hvorpå skabelsen og naturens verden udtrykker sig til os. Der er en iboende intelligens i lyd og musik, et vindue til de usete energiverdener, som forædler og opretholder livet. Vores opfattelse af dette afhænger måske i højere grad af den åndelige og følelsesmæssige bevidsthed i vores indre liv end det, der umiddelbart og rent fysisk kan måles og vejes. Måske vil fremtidens musik og kunst kunne koble sig på denne intelligens og bringe os i tættere kontakt med den skabende intelligens, som vore liv er afhængige af.

top of page
Copyright 2001-2014 Template Stiftelsen.

This page is printed on 10/31/14
from http://www.templatenetwork.org/topaz/12/dk/16.html

Breve, forespørgsler, som er meget velkommende, samt bestillinger kan sendes til:

Topaz
Template Stiftelsen
Sønder Boulevard 81
1720 københavn V
E-mail: topaz@template-stiftelsen.dk