Om identitet og det at blive ældre
På de følgende sider finder du interviews med ældre mennesker fra forskellige lande i Europa og Israel.
Mia Schoon (69), Holland
Når jeg ser tilbage, står det klart, at jeg er gået igennem noget, næsten som en ny fødsel. Først var der mange forskellige identiteter, der ikke var mig, siden kom følelsen af ikke længere at være bundet af de før så vigtige ting og en fornemmelse af en kolossal ny frihed. Det må være resultatet af en proces, der er foregået over lang tid, men nu opleves det, som om det pludselig var der. Man føler ikke bevægelsen, bemærker det først, når man er kommet igennem det. Pludselig ankommer man til en helt anden verden af frihed. Det er som en konstant følelse af at være i noget nyt, noget utrolig friskt. Som de første 12 år af mit liv er det nyt, nyt, nyt. Kroppens blomstringstid er ovre. Man må give slip – også på færdigheder, der ikke mere er brug for. De svinder bort. Den egentlige blomstring er livet selv. I årene fra 50 til 60 skete det store ‘løvfald’, en tid, hvor man krympede.
Jeg brød mig slet ikke om det. Muligheder faldt bort, børnene forlod hjemmet, personlige forhold ændrede sig. Alt hvad der hidtil havde fyldt mit liv, var væk. Oplevelsen var lidt skræmmende, fordi jeg ikke vidste, hvor det ville føre mig hen. Nu tænker jeg: ‘Jeg er en af stammens ældste’, måske en ny identitet? Nu føler jeg, at jeg er noget, har en rolle at spille, føler at dette er betydningsfuldt, ikke på den ydre verdens præmisser, men på mine egne. Hvis jeg identifi cerer mig med min krop, går jeg til grunde med den. Jeg har besluttet, at min krop må følge mig, ikke omvendt. Nu tænker jeg, at det måske ikke er børnene, der er nærmest fremtiden. Måske er det de gamle, der vokser ind i fremtiden, som er nærmest det, der kommer. Hver generation defi nerer sig forskelligt. Mine bedsteforældre var anderledes som ældre, end jeg er. Der er en anden bevidsthed nu. For mig er det et tegn på menneskelig evolution.
Ulla Åkerstrøm (67), Sverige
Jeg oplever ikke, at jeg er gammel. Nogle gange må jeg sige til mig selv: Du er ikke ung længere. Der er stadig mange ting, jeg gerne vil gøre, eller gøre færdige, som f. eks. projekter, jeg har haft planer om i mange år. Men der var altid så meget, der skulle gøres af mine mange identiteter - som mor, i mit job som sygeplejerske osv. Nu, hvor jeg har mere fritid, ønsker jeg at realisere i hvert fald nogle af de mange drømme og visioner, jeg har haft, som f.eks. healing-arbejde, der så absolut er en opgave, jeg har valgt at gøre noget ved. Fysisk er det mere åbenbart, at der er sket noget. Jeg er ikke så stærk længere og er nødt til at passe på mig selv både fysisk og mentalt. I min kontakt med andre mennesker kan jeg nu lettere se tingene for det, de er. Man lader sig ikke længere narre og manipulere med. Man kan udtrykke sig mere fast og direkte. På den anden side er man også, når man har at gøre med en vanskelig person, bedre i stand til at give af sin varme og omsorg i stedet for at argumentere og prøve at ændre personen. Jeg har lært, at man ikke kan ændre hele verden, men man kan ændre sig selv.
Hvis du er interesseret i at læse flere interviews, finder du dem på den engelske Topaz website.
