Om at kæmpe for det bedste
Visse historier, øjeblikke eller situationer fremkalder en ganske særlig
følelse af menneskelig solidaritet og fællesskab. En pludselig
indsigt, der opstår via noget, man oplever, hører eller læser
om, kan få en til at gøre sig mere umage med at leve sig ind i
andre menneskers situation og om nødvendigt give dem en hjælpende
hånd...
Den slags oplevelser ledsages af en følelse af venskab
og slægtskab og en overbevisning om, at de er en vigtig del af det at
være menneske. De antyder, at medmenneskelighedens ressourcer er uendelige,
hvis vi blot åbner op for dem. Sådanne småhændelser
og historier, som hver dag på mangfoldige måder udspiller sig over
hele kloden, taler deres eget sprog i en verden, der af mange opleves som stadig
hårdere. De fleste aviser bringer os så mange nyheder om ulykker
at de synes langt at overskygge beretningerne om de gode ting, der sker.
Vores reporter gik på udkik efter nogle af disse historier
og fandt et inspirerende eksempel på én der bruger sine evner og sin opfindsomhed
på at hjælpe andre.
Vi har sikkert alle historier at fortælle om mennesker vi har mødt,
som i særlig grad har rørt ved noget i os, måske gennem en
uventet venlighed eller et eksempel på medfølelse eller medmenneskelighed.
For mig handler en sådan historie om mødet med en mand fra Holland
ved navn Johan van Heuvel. Johan er en dygtig og talentfuld håndværker
med mange praktiske færdigheder, og en mand, der kan ”trylle”
med sine hænder. Gennem hele sit liv har han på enkel vis brugt
sine evner på en sådan måde, at det har gjort en forskel for
de mennesker, der har truffet ham, simpelthen på grund af hans bevæggrund
for at gøre de ting, han gør. Hans synspunkt er, at de evner,
han har, gør ham i stand til at lette tilværelsen for andre. Tidligt
i tilværelsen besluttede Johan sig for at bruge sine talenter i kampen
for ting, der er værd at kæmpe for. For nylig var jeg så heldig
at få en mulighed for at høre hans historie.
Jeg havde allerede mødt Johan et par gange, og ved en selskabelig sammenkomst
fik vi så lejlighed til at sætte os ned og tale sammen. Jeg var
gået over til baren, og mens jeg ventede på min bestilling, drejede
jeg mig til højre og fik øje på en ældre mand med
klare, intense øjne. Han havde et smalt kantet ansigt, gråbrunt
hår og buskede øjenbryn. Det var Johan, og han nikkede venligt
til mig. Da jeg nikkede igen, bemærkede jeg pludselig, at de briller,
han havde på, var blevet repareret. Det højre glas var revnet tæt
ved stelkanten, og det var blevet repareret med omhu og snilde. Han så
mit blik og fortalte, at han havde syntes, det ville være en skam at smide
det revnede glas ud, når der ikke var noget i vejen med resten af brillerne.
Derfor reparerede han det.
Så begyndte vi at snakke, og gennem samtalen blev jeg bekendt med en
del af hans historie. Johan begyndte at tale om sin kærlighed for at arbejde
med hænderne og sin evne til at skabe og finde på. Allerede da han
var seks år gammel, stod det ham klart, at han mest af alt ønskede
at skabe med sine hænder. Det har han gjort med stor succes hele sit liv,
og han fylder 74 i år. Gennem hele sit arbejdsliv har han været
i stand til at leve af at tegne modeller til stole og andre ting til hjemmet.
Johan er helt klart et idérigt menneske, ”Jeg prøver at
være opfindsom og spare på de ting, som vores planet forsyner os
med.” Han har en naturlig respekt for Jordens ressourcer og for den tid
det har krævet at opbygge disse ressourcer. Ligeledes værdsætter
han den tid, omsorg og anstrengelse, der er brugt til at fremstille smukke og
nyttige ting af råmaterialer. Det piner Johan, at så meget i nutidens
samfund går til spilde og smides ud, som f.eks. alle de husholdnings-remedier
og møbler, der kasseres på grund af mindre fejl og mangler. For
Johan er de kommunale losse- og genbrugspladser steder, hvor han kan indsamle
nyttige dele til sit arbejde.
Gennem alt, hvad Johan foretager sig, lever et lidenskabeligt ønske
om at hjælpe andre mennesker. Han bruger sine evner, og sin trang til
ikke at se ting gå til spilde, til at hjælpe andre, til at hjælpe
dem, der ikke har hans evner og er ude af stand til selv at gøre bestemte
ting, måske fordi de er blinde eller handicappede. Mange af de mennesker,
han hjælper, ville være ude af stand til at betale for de reparationsarbejder,
han tager sig af. Johan får navne og adresser på socialkontoret
i sin kommune, og man møder ham regelmæssigt på cykel, bevæbnet
med en værktøjskasse, på vej til et hjem for at reparere
en utæt hane, en ødelagt lås eller et defekt tv. Mange af
disse jobs stiller krav til hans kreative evner, når der skal findes løsninger
til erstatning af reservedele, der ikke mere kan købes. Han besøger
også regelmæssigt det lokale børnehjem, som drives af Frelsens
Hær. Her reparerer han dukkestue-møbler og andet legetøj,
der går i stykker, fordi det bruges så intensivt.
Mens vi sidder sammen, spørger jeg Johan, hvorfor han gør de
ting, han gør. Han venter et øjeblik og siger så: ”Fordi
jeg ikke kan lade være med at gøre det – så enkelt
er det. Hvis nogen prøvede at standse mig, ville jeg gøre det
alligevel. Jeg føler, at hele mit liv har trænet min krop og mit
sind til at gøre det, til at reparere ting. Det er det, jeg holder af
at gøre, og så kan jeg samtidig stå til rådighed og
hjælpe andre. Det er grunden til, at jeg gør det. Jeg har nok
at spise og drikke, og jeg har et sted at bo. Hvis jeg havde behov for det,
kunne jeg tjene flere penge, men jeg behøver det egentlig ikke, så derfor
gør jeg det heller ikke. Penge interesserer mig ikke ret meget. Desuden
er der en langt større belønning ved at hjælpe andre, for
jeg føler, det giver mig mulighed for at bruge de gaver, jeg har fået.
Den følelse er uvurderlig. Så de mennesker, jeg hjælper,
hjælper mig ved at give mig en følelse af tilfredshed og værdifuldhed.
Jeg tror, at det enkelte menneske kan gøre en forskel. Mange individuelle
anstrengelser kan tilsammen gøre en større forskel i verden -
men det begynder med, hvad jeg kan gøre.”
Da jeg tog afsked med Johan, følte jeg ro og velvære. Samtalen
havde fået mig til at tænke på de vanskelige tider, vi lever
i, og på, hvor mange mennesker som Johan der mon lever og arbejder her
i verden. Den slags mennesker er i sig selv et skinnende lys, der får
andre mennesker til at stråle i deres nærvær, og kan påvirke
andre til selv at finde en måde, hvorpå de kan give verden lidt
godhed tilbage.
Ron Hubner, Holland
top | TOPAZ Home | Template-netværket |